torsdag den 7. marts 2013

Sygdommen, der kom igen og igen og igen og....

Den endeløse sygehistorie fortsætter!!!! Dadadadaaaahhhh!!!!

Nu er Lars blevet syg. Vi burde jo have set det komme, men i min naivitet troede jeg, at han slap igennem denne gang.

Det gjorde han ikke!

Så nu er Nicolai og Lars begge syge, suk!

Da Nicolai skulle starte i vuggestue hørte jeg skrækhistorierne om, at vi kunne forvente, han havde ca. 80 sygedage det første år. Ja ja, lidt overdrevet, men jeg forstod pointen, jeg var "forberedt".

Det alle har glemt at fortælle er, at os forældre jo også bliver syge! Hvad Fanja er nu det for noget?!?!?!?!?!?!?! 

Jeg kunne måske have gættet mig til det, men normalt er jeg jo aldrig syg!

Ved det godt, jeg piver... 

Nå, men vi gik en måned uden sygdom (hvis vi ikke tæller Nicolais øjenbetændelse med), så det nye mål må da være halvanden måned før næste omgang?!?!?!?!?!?!?!?!??!?!??!?!?!

tirsdag den 5. marts 2013

Nederdele og hudfarve

 Nu jeg er blevet 30, skal jeg jo lære at sy! Så derfor har jeg her til aften lige smækket denne nederdel sammen på min nye Singer symaskine!!

Ja, det er ren blær. Faktisk har jeg syet nederdelen for længe siden. Jeg manglede bare den nederste kant og blonden.... Men det er stadig syet på den nye maskine, hvorimod resten blev syet i sommers på min mors symaskine.

Jeg er helt godt tilfreds med resultatet!

Eneste problem er farven på stoffet. Det klæder ikke min vinterblege hud. Desværre har min hud samme farve hele året... Tjah...

mandag den 4. marts 2013

Guide til at tjene én skattefri krone


Så lød startskuddet for Missedyrets blok. For et par måneder siden overhørte jeg hende i en samtale med sig selv sige noget a la: ”Kunne det ikke være sjovt, hvis du skrev et indlæg engang i mellem”. Det kunne umuligt have været henvendt til mig, og mit grynt kunne umuligt være tolket som et: ”Jo, naturligvis”. Alligevel fik jeg for få minutter siden en venlig påmindelse om, at jeg skulle huske at have et indlæg klar til bloggens lanceringsdag (i morgen)… Hvem tør argumentere imod en kvinde I STARTEN AF TREDIVERNE?!

Udfordringen: Skriv en guide om noget interessant!

Første hurdle: Jeg ved intet om noget som helt interessant.

På den anden side! Jeg ved en hel masse, jeg selv synes er interessant :-) Derfor vil jeg nu fortælle om Martingale-systemet!

Martingale-systemet er et urgammelt spillesystem, der går ud på at skabe en sikker indtjening på rouletten. A-Hvad? Er det muligt? Ja og nej!

Læs om Lars' udredninger her.

Du skal altså i gennemsmit have knapt 5.400 kroner på kontoen, hvis du ønsker at tjene 1.000 kroner ved hjælp af Martingale-systemet. Du kan dog også være uheldig at skulle pantsætte Ferrarien i kampen for den ene drilske krone, der truer med at ruinere dig!

Som en slutbemærkning vil jeg indskyde, at de fleste casinoer ikke accepterer systemspil (selvom de uomtvisteligt er vinderne i det lange løb). Jeg mener, at straffen for systemspil, der bliver opdaget, på Danske Spil er én dags udelukkelse fra casinoet (de inddrager ikke din gevinst). Det skulle dog ikke undre mig, hvis andre casinoer kører med livstidsudelukkelse.

Jeg håber, I nød mit første indlæg i fulde drag ;-) Mere nørdet (og ligegyldig) viden følger!

Udregninger til "Guide til at tjene én skattefri krone"


Systemet kræver, at der kun satses på felter der har 50 % sandsynlighed for at give indskuddet dobbelt igen. Den kvikke vil sige, at der på grund af tallet ”0” og måske også ”dobbelt-0” ikke er felter på en roulette, der med 50 % sikkerhed giver indskuddet dobbelt igen, da et væddemål på for eksempel farven sort kun giver pengene igen med en sandsynlighed, der hedder 37/18 = 48,6 % (18 sorte, 18 røde og et grønt felt). Indvendingen er berettiget, men rykker ikke markant ved systemets oprigtighed. Lad os for overskueligheds skyld dog antage, at kuglen ikke kan lande på ”0”. Vi har derfor 50 % chance for at doble vores indsats, hvis vi satser på farven sort.

Man skal nu afgøre, hvor mange penge, man gerne vil tjene. Ja, for det kan man nemlig selv bestemme! Lad os sige, vi gerne vil tjene hundrede kroner.

Dernæst skal det afgøres, hvor stor en indsats man ønsker at sætte pr. væddemål. Des større indsats desto hurtigere når man de hundrede kroner - men desto større bankbog skal man også have at starte på. Jeg anbefaler, at man har 1.023 kroner på kontoen, hvis man ønsker at tjene hundrede.

Lad os sige, vi har 1.023 kroner på kontoen, og at vi har fundet et internet-casino, vi stoler på. Første step er at satse én krone på farven sort. Hvis væddemålet går godt, og kuglen lander på et sort tal, har vi tjent den første krone og er nu kun 99 kroner fra vores mål (og kontoen skriver 1024 kroner).

Hvis væddemålet derimod går skidt, har vi nu mistet en krone på vores konto, som nu skriver 1.022 kroner. For at vi kan tjene den tabte krone hjem igen, og samtidigt bevæge os tættere på vores mål, skal vi i andet væddemål sætte to kroner på farven sort. Hvis dette væddemål går godt, og kuglen lader på sort, har vi nu 1.024 kroner på kontoen (vi har spillet for 3 kroner, så der er 1.020 kroner tilbage - men væddemålet går hjem og dobler vores to kroner).

Hvis andet væddemål også går skidt, skal vi i tredje væddemål satse fire kroner. Der står så 1.016 kroner tilbage på kontoen. Hvis dette væddemål går godt, dobler de fire kroner, og der står 1.024 kroner på kontoen.

I alle tilfælde hvor et antal tabte væddemål afsluttes med et vindende væddemål, er der i alt tjent én krone.

Med 1023 kroner på kontoen har man råd til, at kuglen lander på den ”forkerte farve” ni gange i træk, hvis blot man rammer den ”rigtige farve” i tiende forsøg. Indsatserne bliver da som følger: ”1 - 2 - 4 - 8 - 16 - 32 - 64 - 128 - 256 - 512”. I alt 1.023 kroner. Metoden bliver naturligvis sikrere og sikrere, desto flere gange man har råd til at tabe i træk. Man kan øge antallet af tålelige tab enten ved at mindske indsatsen eller ved at øge startsaldoen på kontoen. Det skal dog nævnes, at de efterfølgende forsøg naturligvis bliver dyrere og dyrere. De fem næste forsøg hedder: ”1.024 - 2.048 - 4.096 - 8.192 - 16.384", og koster i alt 31.744 kroner. Alternativt kan man som nævnt starte ved 50 øre i stedet for en krone. Dette gør dog samtidigt, at der er dobbelt så lang vej til målet på 100 kroner.

Som det nok fremgår, er metoden naturligvis ikke skudsikker. Der eksisterer en, om end lille, sandsynlighed for, at kuglen rammer et rødt tal halvtreds gange i træk.

Jeg har programmeret en lille algoritme, der ti-tusind gange forsøger at tjene tusind kroner ved en indsats på én krone. Den gennemsnitlige krævede saldo blev beregnet til 5.375 kroner. Den laveste saldo blev beregnet til 63 kroner og den højeste til 4.194.303 kroner.

søndag den 3. marts 2013

Det at være blevet 30 (velkommen nye liv)

Goddag og velkommen til.

I dag er det min 30 års fødselsdag, og i den forbindelse har jeg gjort mig en masse tanker om, hvad der nu skal ske med mit liv. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til at være "så gammel". Hvad laver man egentlig, når man er blevet 30?

Jeg ved jo godt livet ikke slutter her, men de kvindemagasiner jeg læser, føler jeg enten er for kvinder i 20'erne, for kvinder over 40, for "damer" eller for "mødre". Jeg læser lidt i dem alle, for jeg kan jo sagtens identificere mig selv i nogle af historierne i alle bladene. Men jeg synes der mangler noget.

Så nu vil jeg starte en blog om det at være i 30'erne. Jeg kan selvfølgelig kun blogge ud fra, hvor jeg selv er lige nu. Ideen er, at jeg med tiden forhåbentlig kan lokke nogle af mine skønne veninder til at komme med gæsteindlæg om det der ligger dem på sinde. Eller Lars, for det kan jo være sjovt, at se det fra mandens synsvinkel ind i mellem. Faktisk har han lovet at skrive et indlæg til i morgen :)

Indtil nu kan du læse om hvordan jeg stadig nogle gange føler mig så usikker som da jeg var 20. Eller om hvordan man har et standpunkt til man får et nyt, fx. omkring legetøj i stuen. Eller du kan læse lidt om, hvordan jeg bruger min egen tid.

Til sidst vil jeg bare skrive god fornøjelse, og håber at I vil følge lidt med. Om ikke andet, synes jeg I skal se, hvordan jeg har fejret min 30 års fødselsdag!

30 års fødselsdag og 1 års bryllupsdag

I dag er det min 30 års fødselsdag og min 1 års bryllupsdag :)

Her er hvad jeg havde planlagt, der skulle ske:

I går skulle Lars og jeg have været med toget til Malmö til et hotelophold, vi fik i bryllupsgave sidste år. Vi skulle spise ude, måske i biografen, shoppe og bare råhygge. I dag skulle vi så vågne op, afslappede og forelskede, til lækker brunch på hotellet. Finde et tog hjem, hente Nicolai hos Bedsterne, og så vente på klokken blev 15, hvor mine forældre, brødre og deres kæreste/kone kom til kaffe og kage. Som jeg i øvrigt havde lokket dem til selv at tage med, så vi ikke skulle stresse over det i dag på vej hjem fra Malmö.

Her er hvad der skete:

Servietterne jeg ville have pyntet med...
Onsdag bliver jeg ringet op af vuggestuen, Nicolai har kastet op. Lars er i Holland, så jeg henter Nicolai. Han er nu frisk nok, til gengæld har jeg fået feber. Vi er alene hjemme indtil torsdag nat, hvor Lars kommer hjem. Fredag aften har jeg stadig feber, og jeg må indse, at vi ikke kommer til Malmö i denne omgang. Det udløser en kæmpe tudetur, for jeg havde glædet mig virkelig meget. I morges føler jeg faktisk, at jeg er ved at være på toppen. Det er Nicolai ikke. Han kaster op hele tiden! Så kaffe og kage med familien blev aflyst.

Nu sidder jeg her, med eftermiddags solen skinnende ind af stuevinduet. Jeg har fået dejlige gaver, vi har set film, spist kage, og henter om lidt mad fra Kroen. Så faktisk har det været en rigtig hyggelig dag, selv med opkast.

Tillykke med fødsels/bryllupsdagen :)


søndag den 24. februar 2013

Rod med søvnen

Vi har været ret heldige med Nicolai og søvn. Han er for det meste nem at putte og kan falde i søvn selv. Han sover også igennem. Enkelte nætter skal vi dog ind og give sutten, og andre nætter går han helt amok, men det er meget meget sjældent.

Den sidste uge har han desværre besluttet sig for, at der ingen grund er til at sove længere end til kl. 5.

Det kan jeg næsten ikke bære, jeg ved faktisk ikke hvordan, jeg kom igennem de første par måneder uden søvn.

Tænk hvis Nicolai normalt ikke var til at få til at sove. Puhhhhhhh... Jeg krydser fingre for alle vores børn bliver som ham angående søvn.

Men i morges kl.5 var jeg altså ved at dø. Så jeg tog chancen. Smed en madras på gulvet og lagde mig ved siden af. Vi lå og holdt i hånd og vupti, Nicolai sov til kl. 7.

Lykke og glæde i det lille hus, lige indtil middagsluren, hvor han tog hævn over jeg havde snydt ham til at sove længe i morges, suk.